Der var engang en and, som lå på rede. Til sidst klækkede alle æggene – undtagen det største. Da det endelig brast, kom en stor og anderledes unge ud. Han var grå og klodset, og alle syntes, han var grim.

Den lille ælling blev mobbet og jaget væk fra andegården. Han flygtede ud i verden, men hvor han end kom, blev han gjort nar af. Selv vinteren var hård, og han frøs næsten ihjel, før en venlig bonde reddede ham – men heller ikke dér kunne han finde sig til rette.

Foråret kom, og en dag så han nogle prægtige hvide svaner. Han følte sig draget mod dem, selvom han frygtede, de ville afvise ham. Men da han så sit spejlbillede i vandet, opdagede han, at han selv var blevet en smuk svane.

Nu forstod han, hvorfor han aldrig havde passet ind. Alle beundrede ham, og børnene jublede: ”Se, den nye er den smukkeste!”

Og den grimme ælling var ikke længere grim – han var blevet til den dejligste svane af dem alle.