De vilde svaner

H.C. Andersen (1838)

Langt borte levede en konge med tolv børn – elve prinser og én datter, Elisa. De havde et lykkeligt liv, indtil deres far giftede sig med en ond dronning. Hun hadede børnene: Elisa blev sendt væk, og brødrene forvandlede hun til svaner.

Da Elisa blev ældre, opsøgte hun sine brødre. Hun fandt dem, og de fortalte, at de kun om natten kunne få menneskeskikkelse. En fe viste Elisa i en drøm, hvordan hun kunne redde dem: hun måtte samle brændenælder og væve skjorter af det stikkende hør – og hun måtte være helt tavs, for hvis hun sagde ét ord, ville brødrene dø.

Elisa satte straks arbejdet i gang. Hendes hænder brændte og blødte, men hun gav ikke op. En dag fandt kongen hende og tog hende med til sit slot, hvor han gjorde hende til sin dronning. Elisa arbejdede videre i hemmelighed om natten, men folk begyndte at tro, hun var en heks. Da hun til sidst blev anklaget, blev hun dømt til at brændes.

På vej til bålet sad hun og vævede den sidste skjorte. Netop som ilden skulle tændes, kom svanerne flyvende. Hun kastede skjorterne over dem – og straks blev de til prinser igen. Kun den yngste beholdt en svanevinge, fordi skjorten ikke var helt færdig.

Da kunne Elisa endelig tale: hun forklarede alt, og hendes uskyld blev klart for alle. Folket jublede, og kongen tog hende til sin dronning i kærlighed og lykke.

Kilde: https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/de_vilde_svaner